Fisken svømmer i vores natur. Den fascinerer os og repræsenterer en helt anden levevis end menneskets.
Også i fortællingens univers findes fisken. Den er gennem flere tusinde år blevet brugt som symbol i forskellige religioner og har blandt andet repræsenteret guddomme, frugtbarhed og genfødsel. At de kristne tog fisken til sig som repræsentation for deres religiøse tilhørsforhold er ikke så mærkeligt.
Fisken er nævnt og brugt symbolsk flere gange i Det Nye Testamente, og mange af Jesu disciple var oprindeligt også fiskere. I mange år efter Jesu død var de kristne forfulgte og holdt derfor deres religion hemmelig og brugte symboler til at udtrykke deres tro.
Dette er omdrejningspunktet for undervisningsmaterialet “Det hele går i fisk”. På skolen arbejder eleverne med fisken som naturfagligt fænomen og de introduceres for symboler i bred forstand. I kirken skal fisken tillægges symbolværdi. Hvordan forstås fisken som symbol i kristendommen?