Alle tiders påske

Undervisningsforløbet henvender sig til 3.-4. klassetrin og tager udgangspunkt i den kristne højtid, påsken. Projektets formål er, at eleverne får en forståelse af den kristne påskes historiske og religiøse baggrund og stifter bekendtskab med påskens mest centrale bibelfortællinger. Gennem film, fortællinger og kreative opgaver, lærer eleverne dels om selve den kristne påske, dens jødiske baggrund, men også de symboler og traditioner, der knytter sig til påskefejringen i dag.

Under kirkebesøget fortæller præsten om kirkens påskefejring gennem inddragelse af nadverritualet, kirkens inventar, bibeltekster og salmer. Derudover lægges der op til en samtale om tro og tvivl med udgangspunkt i Jesu sidste ord på korset og historien om Thomas Tvivleren. Formålet med kirkebesøget er dermed at knytte elevernes nye viden om påske som tradition og kristen højtid med deres egne erfaringer med tro og tvivl.