Fra Betlehem til Jerusalem
Forbeholdt specialundervisning på mellemtrinnet
Kristendomskundskab
Alle elever har ret til god undervisning! Også elever med autismespektrumforstyrrelser (ASF).
Derfor tilbyder RAMS dette mellemtrinsprojekt, der er tilpasset de særlige læringspræferencer, som elever med ASF kan have. Elever med ASF er ofte visuelle, de har tilbøjelighed til konkret og bogstavelig tænkning og har lettere ved en kortfattet og præcis form end ved det ordrige og nuancerede. Materialet er derfor enkelt, genkendeligt og stringent i sin opbygning. Det anvender en visuel formidlings- tilgang og konkrete genstande som facilitator for læring.
Gennem arbejdet med den historiske Jesus og den fortalte Jesus opnår eleverne indsigt i, hvorfra kristendommen udspringer, hvad der kendetegner den som religion, samt hvordan kristendommen gennem mere end 1000 år har sat sine spor i vores samfund. Forløbet afsluttes med et kirkebesøg, hvor fokus er på troens Jesus.
Der tages udgangspunkt i, hvad man, ifølge historievidenskaben, kan sige om Jesus’ eksistens og livsforløb, og forløbet indledes med, at eleverne ser en explainerfilm om den historiske Jesus.
Herefter arbejder eleverne med 8 bibelfortællinger om Jesus’ liv. Til hver fortælling er knyttet en genstand som visuel igangsætter. Lektionerne har en fast struktur, så eleverne vil finde genkendelse og rutine i aktiviteterne:
- Samtale om genstand
- Se tegnet bibelfortælling
- Arbejde med opgaver i elevhæftet
Mange elever med ASF foretrækker at kommunikere på engelsk. Derfor kan man også finde de små film med bibelhistorier og nogle af elevopgaverne på engelsk.
Materialet indeholder:
- Lærervejledning
- Skrin med genstande
- Klassesæt af elevhæfter
- Klassesæt af klistermærkeark
- Adgang til hjemmeside med bl.a. explainerfilm og otte korte film med bibelske fortællinger
OBS! Begrænset oplag!
Ved flere bestillinger fra samme skole sendes et skrin til deling

