Vedtægter

Vedtægter for samarbejde mellem menighedsråd og provstier i Ribe Stift i medfør af bekendtgørelse nr. 164 af 16. marts 2004 af lov om menighedsråd om RAMS – Folkekirkens Skoletjeneste i Ribe Stift

3-årig forsøgsperiode

Navn og hjemsted

§ 1

Skoletjenestens navn er RAMS – Folkekirkens Skoletjeneste i Ribe Stift.

Hjemstedet for RAMS er Ribe Stift.

RAMS er medlem af Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester.

Formål

§ 2

RAMS har til formål at styrke og udvikle samarbejdet mellem skole og kirke i det i § 1 nævnte område. Udgangspunktet er det lokale samarbejde mellem folkeskoler og sogne.

Samarbejdet finder – i respekt for den gensidige uafhængighed parterne imellem – sted i en forståelse for nødvendigheden af oplysning om kristendommen.

Hensigten er at give skoleelever i Ribe Stift forbedrede muligheder for gennem personlig oplevelse og iagttagelse at stifte øget bekendtskab med det lokale kirkeliv og derved bidrage til elevens grundlag for personlig stillingtagen til sin egen – af kristendommen prægede – kultur. RAMS´ bestyrelse kan træffe beslutning om at udvide målgruppen til også at omfatte førskolebørn og de 16-19 åriges uddannelser samt videregående uddannelser.

RAMS skal medvirke til at gøre det lettere for den enkelte lærer, at gøre brug af og etablere kontakten til kirke, sogn og præster i det lokale skoledistrikt. RAMS virke kan rette sig mod samtlige fag i folkeskolen, ligesom det kan rette sig mod tværfaglige undervisningsfora.

Strukturen i RAMS virksomhed skal være så fleksibel, at de enkelte provstiers, sognes og skolers behov, forskellighed og egenart respekteres.

RAMS knytter i fornødent omfang forbindelse til Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Løgumkloster, andre relevante samarbejdspartnere i Ribe Stift samt til Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester i Danmark.

Samarbejdets form

§3

RAMS er en forening, hvor medlemmerne hæfter i forhold til folketallet i de enkelte sogne. Medlemmernes ejendomsret til RAMS’ aktiver deles på samme måde som hæftelsen.

Medlemmer

§4

RAMS’ medlemmer er provstiudvalgene i Ribe Stift og enkelte medlemmer efter særlig aftale.

Såfremt et provstiudvalg ikke er medlem, og der i dette provsti er menighedsråd, der ønsker medlemskab, kan dette/disse menighedsråd optages som medlem.

Nye medlemmer – provstier og menighedsråd – kan optages efter de i forvejen af bestyrelsen fastsatte vilkår. Vilkårene godkendes af Kirkeministeriet.

Et provstiudvalg kan opsige sit medlemskab med 12 måneders varsel med udgangen af et menighedsråds valgperiode. Dog kan et medlem udtræde af RAMS med kortere varsel, såfremt bestyrelsen giver tilladelse hertil.

Et udtrædende medlem har ikke krav på nogen andel af RAMS’ aktiver, jfr. dog § 13, om RAMS’ opløsning.

Et udtrædende medlem vedbliver at hæfte for sin forholdsmæssige andel af RAMS’ evt. gæld på udtrædelsestidspunktet, indtil denne gæld er afviklet.

Økonomiske forhold m.v.

§5

RAMS bestyrelse godkender hvert år budgettet for det kommende års aktiviteter.

De deltagende provstier og menighedsråd påtager sig hvert år på budgettet at optage et beløb, hvis samlede størrelse er tilstrækkelig til at finansiere driften af RAMS’ aktiviteter i det kommende år.

Medlemskontingentet fastsættes med udgangspunkt i en fordelingsnøgle, der fastlægges med udgangspunkt i provstiets ligningsgrundlag. Såfremt et provsti finansierer en lokal skoletjeneste, som indgår i samarbejde med RAMS, kan bestyrelsen give medlemsrabat på op til 15%

Enkelte menighedsråds medlemskontingenter fastsættes af bestyrelsen efter i forvejen vedtagne bestemmelser beregnet ud fra indbyggertal i de enkelte sogne.

Bestyrelsen kan ansætte en regnskabsfører til at føre regnskabet for RAMS eller købe ydelsen ved et regnskabskontor.

Bestyrelsens sammensætning

§6

Bestyrelsen består af følgende medlemmer:

1 læg medlem, som udpeges af de enkelte provstiudvalg. Valgbar til bestyrelsen som repræsentant for provstiudvalget er enhver, der opfylder betingelserne for at kunne vælges til medlem af et menighedsråd i provstiet.
2 provster
2 folkeskolelærere
1 sognepræst
Biskoppen kan udpege op til 2 repræsentanter, heraf skal mindst en repræsentere skoleområdet.

Hver af stiftets deltagende provstiudvalg udpeger ved starten af provstiudvalgets funktionsperiode ét bestyrelsesmedlem og én suppleant.

I provstier, hvor provstiudvalget ikke er medlem af RAMS, vælger menighedsrådene ét medlem og én suppleant på det første årsmøde efter et menighedsrådsvalg.

Provsterne udpeger selv deres repræsentanter og suppleanter blandt Ribe Stifts 8 provster.

Biskoppen udpeger sognepræsten.

Folkeskolelærerne udpeges efter interesse for området af kredsen af skolelederne i kommunerne i stiftet/ Danmarks Lærerforening. Medlemmerne udpeges fra hvert deres geografiske område.

De nævnte bestyrelsesmedlemmer vælges for 4 år ad gangen, regnet fra 1. januar i året efter at valg til provstiudvalget har fundet sted.

Den nyvalgte bestyrelse afholder sit konstituerende møde inden 1. februar efter at valg til provstiudvalget har fundet sted.

RAMS’ sekretariat fungerer som sekretariat for RAMS bestyrelse og sørger for mødeindkaldelse sammen med forretningsudvalget.

På sit konstituerende møde vælger bestyrelsen sin formand. Formanden vælges blandt de læge medlemmer af provstiudvalgene.

Dernæst vælges næstformand, sekretær og kasserer blandt sine medlemmer.

Forretningsudvalget tillægges rollen som kontaktperson og er herigennem bemyndiget til på vegne af bestyrelsen at give forskrifter og anvisninger til og modtage henvendelser fra de ansatte i RAMS om tjenstlige forhold.

Valgene har virkning for 2 år.

Forretningsudvalgets sammensætning

§7

Bestyrelsen nedsætter et forretningsudvalg, som består af følgende 3 medlemmer:

Formand for RAMS bestyrelse
Næstformand for RAMS bestyrelse
Et medlem af RAMS’ bestyrelse.

Det er en betingelse, at der både er et lægt medlem og et gejstligt medlem repræsenteret i forretningsudvalget.

Forretningsudvalget mødes minimum 4 gange årligt, svarende til 1 gang i kvartalet.

Forretningsudvalget har 2 hovedopgaver:

At sikre, at den tilrettelagte strategi, som den er besluttet i bestyrelsen, bliver fulgt, og
At fungere som ledelse for de medarbejdere, der er ansat ved RAMS.

Honorar

§ 8

Medlemmer af forretningsudvalget modtager et årligt honorar, som ligger indenfor Kirkeministeriets rammer.

Bestyrelsens møder

§ 9

Bestyrelsesmøder indkaldes på formandens eller 2 bestyrelsesmedlemmers foranledning med 7 dages varsel.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt flertal.

Ethvert bestyrelsesmedlem kan begære ekstraordinært bestyrelsesmøde afholdt.

Bestyrelsen fører en protokol over sine beslutninger.

Medarbejderrepræsentant deltager uden stemmeret.

Forretningsudvalgets møder

§ 10

Forretningsudvalgsmøder indkaldes på formandens eller et andet medlem af forretningsudvalgets foranledning med 7 dages varsel.

Forretningsudvalget er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Forretningsudvalget træffer beslutning ved simpelt flertal. Hvis stemmerne står lige, afgør formandens stemme udfaldet.

Ethvert forretningsudvalgsmedlem kan begære ekstraordinært forretningsudvalgsmøde afholdt.

Forretningsudvalget fører en protokol over sine beslutninger.

Medarbejdere ved sekretariatet deltager i forretningsudvalgets møder uden stemmeret.

Bestyrelsens kompetence

§11

Bestyrelsen udgør RAMS’ overordnede ledelse.

Bestyrelsens opgave er at etablere et sekretariat og ansætte medarbejdere og holde tilsyn med disse.

Bestyrelsen skal sikre bredden i samarbejdet mellem skole og kirke og sørge for at holde provstiudvalg og menighedsråd orienteret om RAMS’ virksomhed.

Bestyrelsen kan bidrage med ideer og inspiration.

Bestyrelsen kan nedsætte en eller flere inspirationsgrupper i tæt samarbejde med de lokale provstivise skoletjenester.

Tegningsret

§12

Bestyrelsen tegnes af formanden og kassereren i forening, jfr. § 6, afsnit 4.

Tilsynet

§13

Ribe Stift fører tilsyn med samarbejdet.

Medarbejdere og sekretariat

§14

RAMS’ bestyrelse ansætter medarbejderne i sekretariatet, i overensstemmelse med § 3 i ”Arbejdsvedtægter for Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester og skole-kirke-samarbejder”.

RAMS’ bestyrelse ansætter medarbejderne inden for de af bestyrelsen fastlagte budgetmæssige rammer, efter gældende overenskomster.

Til varetagelse af den daglige ledelse af sekretariatet udpeger bestyrelsen en af de ansatte medarbejdere.

Medarbejdernes geografiske arbejdsområde er Ribe Stift, jfr. § 1. Medarbejdernes daglige hjemsted er sekretariatet, hvis oprettelse og placering det påhviler bestyrelsen at sørge for.

Medarbejdernes stillingsindhold omfatter bl.a.: samling, fremstilling og udvikling af undervisningsmaterialer baseret bl.a. på lokale forhold; koordinering af konkrete projekter mellem sogne og skoler i et område; formidling af kontakt til skoler; at være idébank og inspirationscenter; at arrangere kurser; at yde konsulentbistand til lokale initiativer samt at forestå kontakten til Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Løgumkloster, andre relevante samarbejdspartnere i Ribe Stift samt folkekirkelige skoletjenester andre steder i landet.

Medarbejderne i sekretariatet har mulighed for at deltage i relevante møder i de forskellige provstier. F.eks. provstiudvalgsmøder, provstisamråd, menighedsrådsmøder og lignende.

Budget, regnskab og revision

§15

RAMS’ regnskabsår er kalenderåret.

Bestyrelsen udarbejder et årligt budget.

Budgettet for det kommende regnskabsår tilsendes medlemmerne senest 1. marts.

Årsregnskabet, der skal udarbejdes og underskrives af Bestyrelsens formand, revideres af provstirevisor udpeget af Stiftsøvrigheden.

Det reviderede regnskab sendes til medlemmerne til orientering senest 1. maj.

Opløsning

§16

Beslutning om RAMS’ opløsning træffes efter bestemmelsen i § 17. Vilkårene for opløsningen godkendes af Kirkeministeriet.

Et eventuelt overskud eller underskud ved RAMS’ opløsning udbetales, hhv. dækkes af medlemmerne i forhold til deres hæftelse jfr. § 3.

Vedtægtsændringer

§17

Vedtægtsændringer kan foretages inden for rammerne af det oprindeligt definerede formål, når 2/3 af samtlige bestyrelsesmedlemmer går ind herfor.

Til beslutning om vedtægtsændringer kræves, at 2/3 af bestyrelsens medlemmer deltager i afstemningen, og at beslutningen vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer. Har 2/3 af bestyrelsens medlemmer ikke deltaget i afstemningen, men er 2/3 af de afgivne stemmer for forslaget, indkalder bestyrelsen til et nyt bestyrelsesmøde, hvor forslaget gyldigt kan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset hvor mange der deltager i afstemningen.

Til beslutning om RAMS’ opløsning kræves, at 75% af bestyrelsens medlemmer på et ekstraordinært bestyrelsesmøde går ind for en opløsning.

Vedtægtsændringer skal godkendes af Kirkeministeriet.

Tvister

§18

Enhver tvist om nærværende vedtægts forståelse, fortolkning eller udfyldning eller om forholdet mellem RAMS og et medlem eller medlemmerne indbyrdes afgøres endeligt af Kirkeministeriet.

Projektperiode

§19

Der etableres en 3-årig projektperiode fra 1. januar 2019 til 31. december 2021, hvor der bliver mulighed for tilpasning af såvel indsats som organisation.

Projektperioden evalueres af bestyrelsen i 2. kvartal 2021.

Ikrafttræden

§20

Denne vedtægt træder i kraft den 1. januar 2019